Klitrosebugten

I Skumringen kom så et par af sognets originale juletiggersker med deres krukker og fik lidt i dem af forskellige madvarer.
Den ene kaldtes Stavrebjørnen, grundet på en dårlig gang; hun var en skikkelig gammel kone, der blot havde en ulyksalig trang til brændevin, gik altid i en spiritus tåge til nar for sig selv og hele sognet.
Derimod den anden kone, »Røjle-Karen«, kunde, som folk sagde, »lidt mere end sit fadervor«; hende havde bønderkonerne respekt for. Det blev bestemt sagt om hende, at når hun hjemme i bjælken i sin stue satte en syl med en tråd fast, kunde hun malke hvilken bondes køer i Højby sogn, hun vilde. Så hun var altid sikker på et sigtebrød og et stort stykke sul, hvor hun kom frem. Og bondekonen trak et befrielsens suk, når hun var vel ude af gårde.
Nu kom det højtidsfulde Øjeblik, hvor vi trådte ind i folkestuen og ønskede hinanden: God Aften og En glædelig Jul.
Karlene gik nu hen og tog deres piber ned fra pibebrættet ved bornholmeren, og snart gik passiaren livligt. Tjenestedrengen, lillepigen og vi børn havde også denne aften lov til at give vort besyv med.
Da der var gået nogen tid, sattes et stort fad sigtebrøds-mad med forskelligt pålæg på bordet. Øl og brændevin manglede selvfølgelig ikke, kvinderne fik et glas mjød. Men man forspiste sig ikke, for vi skulde jo snart til en større dyst.
Fader var den, som først rejste sig fra bordet, og gik så en runde omkring ude i gården og så endnu engang alt efter; og nu begyndte pigerne og moder dækningen af det rigtige julebord.
Først blev den store, hvide drejls dug bredt ud; det gjorde indtryk, for den så vi jo ikke til hverdag; og oppe ved faders og moders plads stod 2 store lys i en dobbelt malmstage.

Vi tog nu plads for bordenden - fader og moder, så kom forkarlen, derefter Mads Kristian, så tjenestedrengen; på den anden side, efter moder, sad bedstemoder, Ane, så førstepigen og derefter lillepigen og så vi fem børn; nederst for bordenden sad vor sædvanlige julegæst, GlasRasmus.
Han gik rundt i hele Odsherred og satte glasruder i for folk, og han lagde altid sin vandring, så han kunde holde jul hos os; han var en fjern slægtning til fader. På sine vandringer bar han altid sin store glarmester-kasse på ryggen.
Da vi satte os, sagde fader, som var kommet ind fra sin inspektionstur gården rundt: »God Aften, Glædelig Jul, Helsen og Sundhed«.
Første ret bestod af boghvedegrød, der blev sat ind i store lerfade, 4 mand til hvert fad; enhver havde sin bestemte ske, og imellem fadene stod så små skåle med sødt øl til at dyppe grøden i. Oven i grøden var der med udpresset sirup skrevet Glædelig ]ul, hvad der gjorde lykke, ligesom smørhullerne var korsformede.
Når grøden var sat til livs, blev de store sylter og fade med rødbeder sat ind; her var også sennep til, og hver fik sin tallerken.
Klukflasken og den store træ-ølkande brugtes flittigt af mandfolkene, og snakken gik lystigt. Og selvfølgelig måtte det nybagte julesigtebrød holde for til sylten. Når al maden var vederfaret retfærdighed, læste moder juleevangeliet, og vi sang et par af de gamle danske Salmer.
Derefter sagde gamle Ane højtideligt: »Jeg har for ondt og uting mærket kors i æblesædbunken og sat halmkors i stalden, agt på dette i højtiden, folkens«. hvorpå alle højtideligt svarede: »Tak derfor. Ane«.
Æblesædbunken var det sted, hvor sommerens frugt blev stukket ind og holdt sig bedst. Til hverdag blev det, når to halmstrå lå i kors, betragtet som varsel for dødsfald, og vi skulde alle tider sørge for at skille Stråene ad. (Om det har noget på sig, ved jeg ikke, men engang lå der et halmkors på hovedtrappen, og fader sagde: »Vi vil snart spørge dødninge«. Og mærkeligt nok - samme dag kom min søster hjem fra skolen, som var lukket, fordi Kong Frederik den 7. var død i Glucksborg. Så vidt jeg husker, var det hen ad juletid i 1863.) Inden julebordet hævedes, takkede alle hinanden for mad med håndtryk, hvad særligt gjorde indtryk på os Børn, da dette kun skete denne ene gang om året.
Forkarlen måtte nu ud i bryggerset og tænde hornlygter og følge lillepigen ud i loen med et fad med grødklatter og mælk; det var efter gamle Anes ordre. »Misserne skal også have deres del i aften«, men jeg tror, at Ane havde andre tanker med det; om hun troede på julenisser, ved jeg ikke, for her var hun tavs i det spørgsmål. Men på flere større gårde i Højby var denne skik også i brug. Ved gamle Anes død i 1871 ophørte på vor gård nævnte skikke.
Nu kom et stort fad med æbler ind på bordet samt fadet med pebernødder.
Kortene kom frem, og mandfolkene spillede femkort, brast, 16 Streger o. s. v. Var kvinderne og børnene med, spilledes vrålhals (brølhals) og sorteper. Ligesom sidstnævnte legede »Nødder i Hænde«.
Man sagde: »Nød og Hinde, alle mine, gæt hvor mange«. Gættedes rigtigt, fik man de pebernødder, vedkommende havde i hånden. Var der gættet forkert, så måtte man betale differencen. Man måtte aldrig have over et dusin i hånden. Spillet gik så lystigt en tid, til det måtte standses, når det var tid til at spise den såkaldte kvældsnadver.
Her var det sule- eller saltmadsfadet, som måtte holde for, og det var for resten fyldt hele højtiden ved uventet besøg o. s. v. Ingen måtte bære julen ud.
Når denne spisning var færdig, gik fader hen og tog almanakken, læste en historie, og da vi fik bogen med »Uglespils mange spilopper«, blev der også læst af denne. Disse to bøger var al den lekture, foruden biblen, som fandtes på gården, og de havde deres plads i den grønmalede permin over bilæggeren.
Og vor julegæst, Glas-Rasmus, underholdt os med historier om sine oplevelser på sine vandringer, og da han var en god fortæller, gav det også et pust ude fra egne, hvor vi andre ikke kom, og han havde andægtige tilhørere.
Sluttelig blev kaffen serveret med kandis og æbleskiver. Og da klokken nærmede sig midnat, blev de to før omtalte store julekager med hestehovederne sat ind, og dertil skænkedes et stort glas mjød, hvorved vi til slut ønskede hinanden endnu en god jul.
Gamle Ane var nu rigtig i sit es og skar altid første julekage for med følgende morsomme Ord fra et gammelt Od'sherred-eventyr: Skeer væk, skær vask, for rødhøj frue skal til skrædder og gi til barsel.
Senere blev det på mode at slutte med en kop kaffe med kandis til.
Nu begyndte virkningerne af den travle dag og den gode mad at mærkes, Børnene begyndte at slå nik og sagde, at de fik sand i øjnene (søvnige), og hver gik nu til sengs i sit kammer.
Lysestagen med de to lys måtte ifølge sovekammer, til de brændte ud.
Udenfor tindrede julenattens stjernehimmel, og dens hellige fred hvilede over den gamle gård; i pashas og stald nød dyrene menneskenes godhed, og inden for stuehusets mure slumrede beboerne ind, med et virkeligt glad og fredfyldt sind.