|
Men nu kommer vi til det, som rigtig gav os julevarslet, nemlig svineslagtningen. De dage var en hel lille højtid på gården. Lang tid i forvejen var de to bedste grise af bestanden blevet taget ud som julegrise. Og da de skulde op på en særlig stor fedestand, fik de to »Makbraser«, gårdens Kælenavn for julegrisene, særlig god forplejning.
Den dag, juleslagtningen skulde begynde, hørte man i den årle morgenstund, længe inden en vis herre fik tøfler på benene, de ringbeslåede træskos klapren på køkkenets og bryggersets toppede brosten, og inden folkene gik til denne bedrift, fik de en ordentlig hybenkradser på fastende hjerte. Den snaps bestod i reglen af malurt og perikum, tilsat på brændevin. Som dreng havde man det ærefulde hverv bare at skulle holde grisen i rumpen, når den blev stukket; her skulde man vise sit mandsmod, men det kneb somme tider.
En gang, husker jeg, stod man og brølte om kap med grisen til stor moro for slagtefolkene. Men det gjaldt om at blive på sin post; thi som belønning fik man de to blærer af grisene.
Når nu grisene var skoldet, blev de hængt op på to solide tækkestiger, og når så opskæringen begyndte, og man havde fået de to varme blærer krammet tørre, gik man hen og fik fat i en stor mursten og sad så og »bankede« dem godt igennem på stenen.
Efter at de havde ligget et par timers tid, blæste man dem op og stoppede nogle store ærter i dem - og så et bånd i dem og i løb med dem ud over markerne i et muntert kapvæddeløb. Vi kaldte dem for rasleballoner. Når vi nåede helligtrekonger, blev de skåret op til skind til rumlepotter; men herom skal senere fortælles.
Men nu fik kvindfolkene rigtig travlt; der blev lavet medister- og spegepølse, og så lavede vi også den såkaldte hvidpølse. Hertil blev brugt mælk i stedet for blod; denne pølse var særlig beregnet til børn og til kvindespise.
Men blodpølsen var jo hovedfavoritten. Og dagen efter slagtningen var der gang i kogningen af pølserne.
Samme aften var der altid pølsegilde med indbudte naboer. Pølserne, der endnu var varme, serveredes med smeltet fedt og det såkaldte mørke puddersukker. Ved et sådant pølsegilde gik ofte bølgerne højt; der vankede rigeligt med snapse og gammelt øl.
Den gang diskuteredes politik meget ivrigt. Vi havde jo lige oplevet den ulykkelige krig i 64, og flere af deltagerne havde gjort dette felttog med, medens andre af de ældre havde været med i treårskrigen. Og i diskussionens hede drillede disse gæve fædrelandsforsvarere dem fra 64. Og senere hen, da den såkaldte riffelbevægelse i provisorierne tog sit omfang på landet, var disse problemer gerne Pølsegildernes stående debat.
Foruden sortepølser var der nogle herlige dage, hvor spise-sedlen lød på finker, fedtegrever o. s. v.
Og når dette var overstået, kunde man gå ned i kælderen og fryde sig over den lange Sule-Olle, fyldt til randen med julens mad - flæsk og medisterpølse.
Eller kigge op i den åbne skorsten, hvor de store spegepølser og skinker hang til røgning.
Ja, det var i de gode gamle dage, som man siger; hvad angår dette, kunde husmoderen fra vore dage nok have grund til at ønske sig den tid tilbage.
Her skal også kortelig nævnes, at når gæsterne gik hjem fra pølsegildet, fik de en portion slagtemad med hjem; men dette blev så gengældt, når det var deres tur.
Men som de gamle sagde: Ingen jul uden brød, og vi skal nu høre lidt om ... julebagningen
|
